eventyret

- et resume

: download hele eventyret som word dokument

Den Lille Havfrue lever i en prægtig verden under havet, men hun ønsker så inderligt at se menneskenes forunderlige verden over vandoverfladen. Hun må dog vente til hun er 15 år. Imens fortæller hendes ældre søstre om det de ser. Da dagen endelig oprinder, og hun kan at stige op og kigge på menneskene og deres verden, ser hun et prægtigt kongeskib. Ombord holder man en fest for den unge prins. Havfruen betages af alt, hvad hun ser - dog især prinsen.

Da et uvejr slår skibet itu, redder hun prinsen og bringer ham ind på land. Der bliver han fundet af nogle unge piger og når således aldrig at se sin egentlige redningskvinde. Havfruen finder frem til kongeslottet, og jo mere hun ser af menneskenes verden, jo mere ønsker hun at blive en af dem, vinde prinsens hjerte og dermed få en udødelig sjæl. Hun opsøger derfor den gruopvækkende Havheks. Havheksen kan hjælpe hende, men det koster havfruens smukke stemme, og hun kan aldrig vende tilbage til havet som havfrue. Hun må vinde prinsens hjerte, hvis hun ikke skal dø morgenen efter hans bryllup. Havfruen er imidlertid fast besluttet.

På land med to smukke ben finder prinsen hende og betages straks af hendes skønhed. Han tager hende til sig som en muse, og betror hende alt. Men han leder stadig efter den kvinde, der i sin tid reddede ham fra druknedøden. Prinsen skal imidlertid giftes med nabokongens datter, og hoffet gør klar til at drage af sted. Da prinsen ser nabokongens dejlige datter ser han, at det er hende der frelste ham i sin tid.

Bryllupsforberedelserne begynder og havfruen ved at hendes død er nær. Bryllupsnat dukker hendes fem søstre op af havet. De har klippet deres lange hår og givet det til havheksen. Til gengæld har de fået en kniv, som den lille havfrue skal dræbe prinsen med. Når hans blod rammer hendes fødder, vil de vokse sammen til en fiskehale. Havfruen tøver og kaster til sidst kniven i havet. Morgensolen viser sig i horisonten og havfruen kaster sig i havet, hvor hun straks opløses til havskum. Hun er kommet til Luftåndernes verden og hun bliver fortalt, at hvis hun gør gode gerninger i 300 år kan hun få den udødelige sjæl – som hun så inderligt ønskede sig.