Hans Christian Andersen blev født i Odense den 2. april 1805 som eneste afkom af en ung skomager og dennes lidt ældre kone. Faderen var lidt af en fantast, legede dukketeater med sin lille søn og drømte storhedsdrømme, drog af til armeen for at slutte sig til Napoleon og kom tilbage med ødelagt helbred(hälsa) – han døde i 1815. Moderen giftede sig et par år senere med en anden skomager, og blev på ny enke i 1822. Hun døde i 1833, da Andersen var 28 år gammel.

Barndommen i Odense var fattig økonomisk set, men rig på historier. Provinsbyen havde bevaret gamle folkeskikke og folketro, som var glemt i hovedstaden. Gamle koner på fattiggården fortalte Andersen eventyr, som blev ham til senere inspiration, og på teatret i Odense oplevede han en
verden, som kunne blive hans flugt fra fattigdommen: Kunstens verden

Han flyttede således til København i 1819 som nybagt konfirmand i håb om at blive skuespiller, balletdanser eller måske(kanske) sanger ved teatret – intet af det lykkedes for ham. Men da han til sidst gav sig i kast med at skrive, besluttede teaterdirektionen sig for at sende ham på latinskole i Slagelse. Sidenhen studerede han i Helsingør og blev student i 1828, en dannet(skapat) mand.

Andersen fik i sine unge år støtte fra gamle velyndere i Odense og nye i København: Først og fremmest familien Collin, hvis familieoverhoved Jonas Collin blev en slags formynder for Andersen. Collin var rig statsembedsmand, kongens tro tjener – Andersen fik foden indenfor i ”de bedre kredse”.

I 1829 udsendte han 'En Fodreise Til Amager', som er et vittigt fabulerende stykke, der bekræftede den toneangivende københavnerverdens opfattelse: H.C. Andersen var lovende. Digte og sange kom der også fra hans hånd, og i 1835 romanen 'Improvisatoren' samt et hæfte med 'Eventyr, fortalte for Børn'. Romankunsten var han vældig optaget af, han skulle blive Danmarks første
store romanforfatter. Eventyrene skulle skaffe ham penge.

Andersens litterære berømmelse tog fart fra og med midten af 1830’erne, hvor hans romaner vandt udbredelse i Tyskland – fra 1839 blev det eventyrene, der skabte hans helt exceptionelle ry i Tyskland. I midten af 1840’erne kom hans store gennembrud i England og Amerika, det gjaldt både for romaner og eventyr. Andersen fik mulighed for at rejse, og fra 1831 og frem kom han på i alt 29 udenlandsrejser i Europa og tilbragte sammenlagt 9 år af sit liv i udlandet. Desuden skrev han skuespil til teatret og nærmede sig dermed den institution, som i sin tid havde afvist ham som scenekunstner.

Den lille havfrue er skrevet i 1837 og beskriver en vilje, som minder om Andersens egen: At komme ud af den verden, man er født ind i, og væk til noget andet og bedre - og til slut opnå en udødelig sjæl. Men eventyret beskriver også den store smerte, der er forbundet med at prøve.

H.C. Andersen døde 4. august 1875. Han opnåede sin udødelighed. Den fejrer man i år – 200-året for hans fødsel – 2005.